Det er totalt nødvendigt, at du hviler!

Jeg blev mindet om det i november-december – mange nætter med voldsom hoste, så jeg ikke sov ret meget. Og i tillæg ømme hostemuskler, der skabte uro i nætterne, da hosten var aftaget. Pyha, jeg blev mega-flad. Ja, det føltes faktisk, som om det var svært at komme ovenpå. Som om, det var umuligt at blive rask, hvis ikke hele mit system fik mere hvile.

Kan du ikke mærke dig ind i det? Du har sikkert prøvet noget lignende.

Og en morgen ved min morgenandagt, tænkte jeg på, at jeg er skabt til at hvile først. Mennesket blev skabt fredag, og den første dag herefter var sabbatten, hviledagen. Åh, som jeg mærkede ‘sandheden’ i rækkefølgen – først hvile – og så have kræfter til at gøre. Og hvis jeg ikke åndeligt set hviler i Gud – så bliver jeg åndeligt syg!

For åndelig helbredelse må vi hvile. Hvile i det, som Gud gør – for vi kan ikke selv.

Dette vers er en lille perle, der siger det så fint: “Herren sagde til Moses: Sig til israelitterne: I skal holde mine sabbatter, for sabbatten er det tegn mellem mig og jer, slægt efter slægt, for at I skal vide, at det er mig, Herren, som helliger jer” (2 Mos 31,13).

Hvile først. Hvile i ham. Stoppe op, være stille med ham, være i tiden sammen. Så har han mulighed for at hellige dig – dvs. gøre alt det indeni dig, som kun han kan gøre!

Tak, for hvilen, kære Gud. Jeg trænger den – og jeg trænger dig, så min hvile er så dyb, som kun du kan gøre den. Ja, og så du kan gøre det i mit liv, som du kan – når jeg overgiver mig. Jeg overgiver mig til dig; til at hvile i dig!