At blive brugt af ham

Bagom Malte og Maria taler om Jesus

I går delte jeg et lille vidnesbyrd om, hvordan Gud forsikrede mig om, at når jeg – eller vi – deler hans ord, så vender det ikke tomt tilbage. Temaet for mig lige da var børnebogen Malte og Maria taler om Jesus – og her deler jeg et klip fra Udfordringens interview med mig.

”Ideen opstod i påsken 2022 – og faktisk fandt jeg senere ud af, at jeg tilbage i 2020 havde skrevet i en notesbog: ”Gad vide, om Gud vil have mig til at skrive en børnebog?” Men det havde jeg altså glemt, at jeg havde skrevet. I påsken 2022 talte jeg med en kvinde, der sagde: ’Nu har du skrevet bøger til voksne, kan du ikke skrive en til børn også? Der er sådan brug for det.’ Det gik jeg så hjem og bad og tænkte over, og samme aften fik jeg idéen til Malte og Maria. Dagen efter skrev jeg de første stykker.”

Herfra kørte skriveriet derudaf. Men med til en god børnebog hører også nogle gode illustrationer. Line skulle derfor i gang med at finde en, der kunne hjælpe med det. Det er bestemt ikke, fordi Line, der til daglig er chefkonsulent med fokus på ledelse i Odense Kommune, ikke ved, hvordan man planlægger. Et par dage inden interviewet har Line eksempelvis netop haft ansvaret for afviklingen af en konference for 700 ledere i Odense Kommune, men i processen med bogen griber Line det an på en anderledes måde.

”Jeg sagde til Gud: Du må finde en, der kan illustrere den – og det gjorde han så. Ti dage efter, jeg var gået i gang med at skrive, var jeg ude at prædike i en kirke, hvor jeg faldt i snak med en kvinde sidst i tyverne. Hendes mand fortalte, at han arbejdede med marketing og salg af børnebøger, og hun tilføjede så, at hun for øvrigt rigtig gerne ville illustrere en børnebog. Kort efter havde vi lavet en aftale om, at hun skulle lave illustrationerne til ’Malte og Maria taler om Jesus’. Gud lod det bare falde på plads fra start.”

Ja, og det fik mig til at tænke, at det var et vigtigt projekt, han havde gang i – og som jeg fik lov at være med i. Er så taknemmelig!

“Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig” (Mark 5,19) – og du kan dele din historie.

Du kan læse hele interviewet om Malte og Maria taler om Jesus her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *