At være elsket

Sådan kommer Jesus til dig

Vi læste beretningen om de to fortvivlede disciple, som var på vej fra Jerusalem til Emmaus. De var fortvivlede over alt det, der var sket med Jesus. Skuffede. De forstod ingenting.

Jeg lagde mærke til tre ting, som Jesus gjorde i den situation.

  1. Først fulgtes han med dem: “Kom Jesus selv og slog følge med dem” (Luk 24,15).
  2. Så spurgte han dem om, hvad de var optagede af – og han lyttede: “Han spurgte dem: ‘Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?’ “ (vers 17).
  3. Og så fortalte han dem, hvordan tingene hang sammen igennem et bibelstudie: “Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne” (vers 27).

Resultatet var fantastisk, de to vidner: “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” (vers 32). Og det brændte så meget, at de måtte gå tilbage til Jerusalem og fortælle de andre disciple om det, de havde oplevet.

Sådan møder Jesus dig!

Først slår han følgeskab med dig – lige hvor du er! Han er bare optaget af at elske dig, at være med dig i det, du er i.

Og lige der, så lytter han til dig. Fortæl ham alt, hvad du er optaget af. Al forvirring og smerte, frustrationen over tingene, glæder du ønsker var, håb der er blevet skuffede, utrygheden over fremtiden. Alt.

Når du er favnet af ham. Når han har lyttet til al dit. Stop så op. Lyt. Hør, hvad han vil sige til dig.

Han har større perspektiver end dine. Han kan med sine perspektiver løfte dig op – og give dig nyt liv i det, du står i!

PS. Måske spørger du: hvordan lytter jeg? Jeg gør det ofte ved at kigge i Bibelen, blade lidt rundt eller læse derfra, hvor jeg er kommet til – og pludselig fanger mit sind noget, som Helligånden forunderligt åbner for mig – noget, der bærer mig videre. Og – det er virkelig at være i hans guddommelige lys – fred og glæde fylder mig – og jeg kan bare sige ‘Tak’!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *