Fra frygt til frygt ikke
Disciplene var alene i båden. Men Jesus så dem.
“Da han så, at de kæmpede mod at komme frem, fordi de havde vinden imod, kommer han ved den fjerde nattevagt gående på søen ud til dem” (Mark 6,48).
Jesus så dem. Inden de overhovedet havde tænkt på ham – så Jesus, at de havde udfordringer. Sådan med dig – allerede inden du har tænkt på at fortælle dit problem til Jesus, så ser Jesus din situation.
De havde ikke bedt – men Jesus var på vej med løsningen allerede. Tænk på det! Jesus er også ved at skabe svar på dine udfordringer, allerede inden du har bedt.
Da de ser Jesus på vandet, forstår de ikke, at det er ham, og de bliver bange.
Jesus taler med det samme til dem og siger: ” ‘Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!’ Så kom han op i båden til dem, og vinden lagde sig” (vers 50-51). Først tager han sig af deres frygt – derefter af stormen. Sådan også i dit liv – han tager sig altid af din frygt! Også inden at stormen er blevet stillet.
Med den historie – så har vi ikke noget at frygte – selvom det er så naturligt for os. I stedet kan vi fokusere på:
- Jesus ser os allerede
- Jesus er allerede ved at forberede et svar til os
- Jesus er tæt på os – også når vi ikke genkender hans tilstedeværelse – og han siger: frygt ikke
- Jesus er større end vores storme og stiller dem, når tiden er inde
Frygt ikke – du højtelskede! Hans egen øjesten! Han passer på dig.