Gud giver dig så stor tryghed
Der står så mange ‘sjove’ ting i Ordsprogenes Bog – og som så bliver så dybe, når man tænker lidt mere over dem.
Her kommer et af dem:
“Den uretfærdige flygter, skønt ingen forfølger ham,
den retfærdige er tryg som en løve.”
(Ord 28,1)
Sikke en kontrast. Og om du er uretfærdig eller retfærdig, handler om, hvorvidt du står sammen med Jesus eller ikke.
Når vi står sammen med Jesus – så vil vi være trygge som en løve! Skønt. Tænk lidt på dine sindbilleder af løven: dyrenes konge, ingen kan true den, stærk – ja, ‘styr på’ savannen.
Som løve kan du være helt tryg.
Jeg har set en af slagsen i en nationalpark i Kenya. Vi kørte rundt og så på dyrene, og denne løve og os kom helt tæt på hinanden, ja, den gik langs vores bil – uden at værdige os så meget som et blik. Hvilken udstråling af overskud! Der var ikke noget ved vores tilstedeværelse, der truede den.
Tryg. Sådan kan du stå sammen med Jesus!
Og når du rammes af begyndende utryghed, så tag det til dig som et løfte – læn dig ind til ham og bed ham om at opfylde sit løfte: Gør mig tryg som en løve!