Gud har fortalt, hvordan det ender

En gang fortalte Gud en konge, hvordan det hele ville ende. En konge, der vægrede sig ved at tro på det. For han havde ikke lyst til at møde den sandhed.

Kongen var Nebukadnesar, konge af Babylon – og han var hovedet af guld i den mærkværdige statue, som Gud viste ham i en drøm. Nebukadnesar ville, at guldriget skulle fortsætte for altid. Han ville have magten. Så – rigerne af sølv, kobber og jern var bare uvelkomne.

Hvert rige havde sin tid. Den sidste tid er symboliseret ved fødderne:

“Men når du så, at fødderne og tæerne dels var af pottemagerler, dels af jern, betyder det, at dette kongerige vil være delt, men dog besidde noget af jernets hårdhed; du så jo, at jernet var blandet med ler.  Og at tæerne dels var af jern, dels af ler, betyder, at kongeriget dels skal være stærkt, dels skrøbeligt.  Når du så, at jernet var blandet med ler, betyder det, at de skal blande sig gennem ægteskab; men de holder ikke sammen, ligesom jern heller ikke lader sig blande med ler” (Dan 2,41-43).

Den tid er vi i. Og det er vidunderligt at vide, at det næste, der sker, er:

“I de kongers dage skal himlens Gud oprette et kongerige, som i al evighed ikke skal gå til grunde” (vers 44).

Evigheden er tæt på! Gud har fortalt os, hvordan det ender – og sat ord og billeder på, så vi kan se, at det er snart.

Det er trygt – midt i en verden, hvor der sker så mange ting, hvor man kan stille sig spørgsmålet: Hvordan vil det dog ende? Gud har styr på den del – han kommer!

Åh, hvor jeg glæder mig… Lad os mødes i himlen!