Når du føler dig hjælpeløs
Du kan sikkert genfinde dig i denne sætning: “Alle den hjælpeløses dage er onde” (Ord 15,15).
Det er rædselsfuldt at føle sig uden handlemuligheder. Lammet.
Og så til hele verset:
“Alle den hjælpeløses dage er onde,
godt mod gør hver dag til en fest.”
Jeg hæftede mig med, at modsætningen til ‘hjælpeløs’ er ‘godt mod’. Og godt mod – det handler ikke nødvendigvis om, at man selv kan – men om at man kan se, at der er en vej frem.
Og her stiller Jesus op: “Jeg er vejen og sandheden og livet” (Joh 14,6). Og en af dem, der har fundet den vej, siger noget – som kan synes absurd: “For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk” (2 Kor 12,10). Hvad?
Jo, fortæller Paulus, at Gud selv sagde til ham: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (vers 9). Og med Guds magt i ryggen – på baggrund af hans nåde: du skal ikke fortjene eller kunne noget – så er situationen jo en helt anden!
Ja! Så kan hver dag faktisk være i godt mod – som en fest – endda til tider også på trods af omstændighederne… For lige her, så er der så meget brug for, at Gud gør noget! Og – det gør Gud.
Og han begynder i dit sind – som han fylder op med sin nåde, sin fred, sin glæde, sit mod!