Sur på andre? Eller sur på dig selv?

Kender du den der indre utilfredshed over, at du gjorde nogle ting, du ikke ville – eller måske var der ting, du ikke fik gjort, som du ville have gjort?

Vi lever jo i en verden med andre mennesker, så ting sker bare ikke altid som forventet. Og så kan det være nemt at give de andre skylden for, at vi ikke fik gjort det, vi egentlig ville.

Men er du sur på ham eller hende – så er du ikke et eneste skridt nærmere på at kunne handle anderledes. Måske er du i virkeligheden også sur på dig selv – og så dækker du det bare med, at det var de andres skyld.

Ja, det sker også for mig. Men – ansvaret er mit! Det er mig, der skal vælge, hvad jeg vil og ikke vil.

Verset fra Ordsprogenes Bog, som vi kiggede på i går, hjælper mig også her:

“Uden planlægning lider et folk nederlag” (Ord 11,14).

Jeg må gøre op med mig selv, hvad jeg vil og ikke vil, hvad der er til forhandling, og hvad der ikke er til forhandling, hvilke planer der er fleksible og kan ændres, hvilke planer der ikke kan ændres.

Åh nej, jeg mener ikke egoistisk eller infleksibel – jeg mener bare, at det er mit ansvar, at jeg står på det, som er rigtigt og vigtigt.

Og – det er også dit ansvar. Det kan du (eller jeg) ikke give andre skylden for.