Trofast ventede hun på mig

Toget trillede ind på Vejle Station. Ud ad vinduet så jeg min mor. Hun ventede på mig. Det var hende, jeg skulle besøge.

Jeg havde glædet mig. Og nu rørte det mit hjerte at se hende der. Trofast ventende på mig.

Igennem årene er jeg kommet mange gange til Vejle Station med tog for at besøge min mor. Altid har hun været der. Før jeg kom. Trofast ventende på mig.

Det rørte virkelig mit hjerte. Kærlighed. Varme. Glæde. Hendes trofasthed – min oplevelse af at have betydning for hende, og at hun er der for mig.

Min far er død. Men min himmelske far lever. Og jeg kom til at tænke på ham, og ja, at min mor ligner ham. For Gud er der også altid først.

Han er klar, når jeg henvender mig til ham. Ja, måske venter han tilmed nogle gange på, at jeg kommer. Trofast. Aldrig går han væk. Aldrig uden at have tid til mig.

Lige nu er han der for dig. Kom til ham! Mærk hans kærlighed og varme favne dig. Mærk ham fylde dig med sin glæde.

“For Herrens øjne spejder ud over hele jorden, så han kan vise sin styrke og hjælpe dem, der helhjertet er med ham” (2 Krøn 16,9).