Ham skal du leve for!
Kærlighed.
Hvordan er det at elske og ikke bare leve for sig selv men også for andre?
Ikke altid enkelt i denne verden… pludselig er en anden så meget i centrum, at man selv forsvinder… pludselig misbruges kærligheden i en andens egoisme…
Hvordan så, Gud?
Gud elsker! Til det ubegribelige niveau, at han døde, fordi han elsker!
Og nu kommer super-pointen om, hvad det handler om: “Han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem” (2 Kor 5,15).
Lagde du mærke til det… Du skal ikke leve for et andet menneske – men for ham!
Sammen med ham er kærligheden mega stærk. Og der står: “Thi Kristi kærlighed tvinger os” (vers 14). Og med Kristus kærligheden kan vi være totalt trygge: Vi kommer aldrig til at gøre ‘for meget’ i forhold til et andet menneske, vi selvudslettes ikke.
Når Guds kærlighed tvinger os – så er det en kærlighed som både giver alt, sætter grænser og ikke understøtter misbrug.
Ja, min elskede Jesus, du som elsker mig så højt – jeg vil også elske dig, ja, leve for dig. Fyld mig med din sande, rene, vidunderlige kærlighed. Så jeg kan elske dig – og mine medmennesker lige så stærkt, som du elsker dem.