Er det Guds – eller er det dit?
Hvis Gud kalder dig til en opgave – er den så hans eller din? Er det ham eller dig, der skal føre det til succes?
Det er spændende at samarbejde med Gud. Ja, Gud! Universets Skaber, ham, der velsigner og gør langt ud over, hvad vi beder om eller forstår (Ef 3,20). Tænk, jeg får lov at være med.
Nogle gange kommer jeg til at tage for meget på mig. Jeg agerer, som om successen afhang af mig. At være med – og at give slip; ja, det er spændende læring sammen med ham. Det handler om hele tiden at lytte til Helligåndens ledelse.
Lad mig dele et eksempel fra mit liv. Jeg har skrevet en børnebog – med afsæt i Guds kald og idé. Den udkommer lige om lidt – og jeg er optaget af, hvordan ‘den skal komme ud’.
Det lagde jeg frem for Gud for et øjeblik siden, og med sin Ånd talte han til mig igennem dette løfte: “Det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre” (Rom 4,21).
Ja, Gud, bogen var dit kald, din idé – du er den, der vil påvirke mennesker, så de vælger denne bog – og det er faktisk vigtigere, end det jeg gør… og samtidig kan jeg hvile i at dele, som din Helligånden viser og lærer mig det…
Tak, kære Gud – din plan – ikke min!