Vi har behov for hinanden

Vi har behov. Behov som kun andre kan fylde i os.

Det er en del af vores skrøbelighed. Det er en del af kærligheden. Det er en del af styrken i at være mennesker – sammen.

Sådan begyndte det: “Det er ikke godt, at mennesket er alene” (1 Mos 2,18).

Og en dag mange år senere sad Jesus alene ved Jakobskilden. Han var træt. Han var tørstig. Men han havde ingen spand. Han havde behov for en, der kunne hjælpe ham.

Hun kom. Den samaritanske kvinde. Alene. Ved middagstid. Uden hun vidste det, så vidste Jesus allerede hvilke behov, hun havde. Det havde Gud vist ham. Og Jesus kom – for at møde vores behov.

Men i dette møde begyndte han fra sin skrøbelighed. Fra sit behov for hendes hjælp. I anerkendelse af at hun kunne møde hans behov: “Giv mig noget at drikke” (Joh 4,7).

Der er åndelig lægedom i at blive hjulpet af en anden – og nogle gange begynder det med vores egne skridt og erkendelsen af: Jeg har brug for din hjælp!

Jesus fik aldrig vandet. Men kvinden fik det levende vand: “Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (vers 14). Hendes behov blev fyldt til overflod.

Gud vil fylde dig til overflod! Direkte. Og gennem andre mennesker.