Vi har behov. Behov som kun andre kan fylde i os. Det er en del af vores skrøbelighed. Det er en del af kærligheden. Det er en del af styrken i at være mennesker – sammen. Sådan begyndte det: “Det er ikke godt, at mennesket er alene” (1 Mos 2,18). Og en dag mange år senere sad Jesus alene ved Jakobskilden. Han var træt. Han var tørstig. Men han havde ingen spand. Han havde behov for en, der kunne hjælpe ham. Hun kom. Den samaritanske kvinde. Alene. Ved middagstid. Uden hun vidste det, så vidste Jesus allerede hvilke behov, hun havde. Det havde Gud vist ham. Og Jesus kom –…