Skønheden i skabelse og genskabelse

Skønhed fulgte på skønhed. En verden der bare blev smukkere og smukkere. Dag efter dag sagde Gud, at det var godt. Og til sidst “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var” (1 Mos 1,31).

Skøn og struttende var naturen. Øjet kunne fryde sig, falde til ro og sindet hvile i skønhed – uanset hvor man kiggede hen, hvad man følte på. Og jeg tænker bare: Hvilken forunderlig måde at mærke kærligheden på. Hvor dejligt bare at være. Hvor vidunderligt bare at mærke livet.

Men.

Ja, der fulgte et stort men: synden kom ind i verden, og til tider er det virkelig svært at mærke kærligheden. Det kan være så svært bare at være – hele tiden skal jeg gøre, for at nå, eller for at være god nok, eller for at flygte fra, eller for at kvæle min rastløshed, eller fordi en andens magt kræver det eller… Og det sker, at jeg slet ikke mærker livet, men bare jager igennem dagen fra det ene til det andet…

Men.

Ja, et nyt men – som er endnu større end det første, faktisk. Guds men. For “blev synden større, er nåden blevet så meget desto større” (Rom 5,20). Og Gud vil genskabe – og han begynder allerede nu!

Og en af måderne, han begynder på, er, at han bringer sin skønhed ind i dit liv. Skønheden i naturen. Skønheden i sang og poesi. Skønheden i et venskab. Skønhed som rører dit hjertet – det er hans hånd, som rører dit hjerte med sin kærlighed. Og det bidrager hver gang til heling og genskabelse. Så du atter kan mærke kærligheden, bare være, mærke livet. Hvile i kærlighed.