Absurd spørgsmål – endnu stærkere svar
Ok, nu sidder du her med dit virkelige liv og tænker over, hvor meget Gud egentlig kan hjælpe dig, vil hjælpe dig, interesserer sig for dig, konkret vil lede dig. Eller du tænker over ting, du – evt. sammen med andre troende – har involveret dig i for at tjene Gud, og du funderer over Guds ledelse og velsignelse i det.
Ja, måske tænker du over, om Helligåndens fylde virkelig har fyldt i alt det i dit liv…
Her kommer lige en kunstpause – nu skriver jeg lige fra en anden vinkel.
Det absurde spørgsmål om far – “Hvilken far iblandt jer vil give sin søn en slange, når han beder om en fisk, eller en skorpion, når han beder om et æg?” (Luk 11,11-12). Jesus stillede spørgsmålet – og vi er overhovedet ikke i tvivl: Ingen kærlig far ville gøre sådan!
Og så Jesus’ pointe: “Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!” (vers 13).
Nu kobler vi de to dele: Far! En kærlig far. En himmelsk kærlig Fader! Faderen i himlen! Altså, det er ham, der er centeret: Han vil alt godt i dit liv! Han vil lede dig i alt hans på alle måder altid! Læs historien fra Lukas igen og igen – så Helligånden må lede dig dybere ind i erkendelsen af: Far!
Og så en ting mere: Læg dine ting frem for Far. Bed. Bliv ved med at komme til ham. Så din forståelse af, hvad han ønsker dit liv, hele tiden bliver afstemt, finjusteret, formet efter hans vilje – ikke din.
Den absurde historie fortæller dig, at Gud vil noget stort og stærkt i dit liv!