Gud har ikke brug for dig

Gud kunne bruge et æsel! “Da æslet så Herrens engel stå på vejen med draget sværd i hånden, drejede det af fra vejen og gik ud på marken; men Bileam slog æslet for at få det ind på vejen igen” (4 Mos 22,23).

Jesus bad Peter om at stikke sit svær i skeden med ordene: “Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp” (Matt 26,53).

Og Gud siger: “Jeg tager ikke tyre fra dit hus eller bukke fra dine folde, for alt skovens vildt er mit, dyrene på de tusinder bjerge. … Bliver jeg sulten, siger jeg det ikke til dig, for jorden er min, med alt, hvad den rummer” (Sl 50,9-10.12).

Gud har ikke brug for dig eller mig. Han har rigeligt med ressourcer. Han har masser, han kan sende.

Men – hvorfor så? Hvorfor siger han så: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple” (Matt 28,19)?

Kunne det være for din og min skyld? Kunne det være, fordi han ved, at vi på den måde kommer tættere på ham? Kunne det være, fordi vi bliver velsignet så rigeligt samtidig med, at vi er til velsignelse?

Perspektivet er stort. Skuldrene kan sænkes. For det hviler ikke på vores skuldre men på hans. Men vi får lov at være med. Og det er en stor velsignelse! Det giver mit liv mening! Det gør mig ydmyg i tjenesten.

“Du skal være en velsignelse” (1 Mos 12,2). Og så oplever jeg, at Gud bruger mig!