Himlen er åbnet for dig
Da Jesus blev døbt – som indvielse til sin tjeneste for dig og mig – “så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due” (Mark 1,10).
Ja, himlen blev åbnet – og Helligåndens fylde mere tydelig. Jesus bad selv disciplene om at bede og vente på Åndens udgydelse, og “da pinsedagen kom, var alle forsamlet. Og med ét om der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden” (ApG 2,1-4).
Og Jesus sagde til Nathanael: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle sige op og stige ned over Menneskesønnen” (Joh 1,51).
Englestigen møder vi første gang i Jakobs drøm: “I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen” (1 Mos 28,12).
Jesus er selv forbindelsen mellem jord og himmel – og englene understøtter os i den forbindelse. “Alle engle er jo kun tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelsen” (Hebr 1,14).
Himlen er åben! … For dig!
Jesus kom – ved sin død har han åbnet den for os for evigheden – og Helligånden og englene hjælper os i forbindelsen med Jesus i himlen.
I dag! I dag er Jesus dig nær igennem Helligånden. I dag er englene omkring dig for at hjælpe dig.