Gud giver dig en dybere hvile

Jeg mærkede roen brede sig i mig. Det havde været travle dage. Jeg havde nået meget. Meget var tjekket af. Overblikket mere fuldstændigt.

Dejligt. Jeg hvilede i alt det, jeg havde gjort. Det var tilfredsstillende. Og – vi er vel skabt sådan – som Salomo siger: “Mit hjerte havde glæde af alt mit slid, og det var lønnen for alt mit slid” (Præd 2,10).

Men som jeg lå i min seng, tidligt om morgenen ved at blive klar til en ny etape, en ny dags travlhed, kom jeg til at stille mig selv spørgsmålet: Hvad nu, hvis jeg en dag, flere dage pludselig ikke klarer at nå nok til at nå frem til den tilfredsstillende hvile?

Indeni kunne jeg tydeligt mærke, at det ville slet ikke gå! Et højt spændingsniveau i krop og sind går jo kun for en tid – og ligeså nyttigt som det er – for en tid – ligeså skadeligt er det, hvis det ikke stopper.

Og så gik mine tanker videre til skabelsen – mennesket, som blev skabt på den sjette dag, og begyndte livet med sabbatten, hviledagen.

Wau, en gave fra Gud til menneske: Han giver os en hvile, som vi ikke først skal arbejde for.

Åh, som tanken om den sandhed gjorde godt i mit sind og krop. Åh, hvor jeg mærkede, at den ramte lige ind i mit inderste behov – for jeg kan virkelig ikke arbejde mig hen til den hvile, som jeg har brug for!

Tak, min kære Gud!