Gud favnede mig i min travlhed

Dagen efter en travl dag vågnede jeg tidligt. En ny travl dag ventede. Jeg havde brug for Herren. Ja, for dagen forinden havde næsten føltes lidt for travl. Jeg var glad for den tidligere morgenstund, så jeg havde god tid til at connecte – tænkte på Martin Luther, der vist har sagt, at når han havde meget travlt, havde han brug for mere tid med Gud.

Jeg havde ikke været rigtig rask heller, men kløet på. Så der havde været øjeblikke, hvor mit overblik havde været udfordret og min krop spændt op.

Nu ville jeg lægge en ny dag i Herrens hænder.

Jeg åbnede min bibel – bad om et vers til min morgenbøn: “Han svigter ikke sine trofaste” (Sl 37,28). Tak. Gud så. Gud var med.

Mine øjne fangede pludselig et andet vers på siden: “Mit hjerte hamrer, min kraft er borte, selv mine øjne har mistet deres glans” (Sl 38,11). Jeg smilede, wau, en beskrivelse af stress, tænkte jeg, Gud ved, hvordan det er.

Ja, så slem var min oplevelse af travlhed nu ikke… men hold op, hvor følte jeg mig set og favnet af Gud. Og afslappet. Klar til en ny dag. Også en travl dag klarer vi – sammen!