Gud hjalp far i relation til datter

Relationer kan være så svære. Familier er fyldt af så meget dysfunktionelt. Der er sket så meget, som det er svært at få greb om. Hvor skal man dog ende eller begynde?

Han fortalte mig, at det for år tilbage gik helt galt. Datteren gav ham ansvaret for alt dårligt i hendes liv. Han blev så vred over hendes uretfærdige beskyldninger, og pegede på noget i hendes liv, som tydeligvis ikke var hans skyld. Og de skiltes med hendes ord hængende i luften: Du må have et godt liv, FAR-VEL!

Der gik 1 år. Der gik 2 år. Der gik 3 år. Faderen bad. Han forsøgte at række ud. Øjensynligt hjalp det lige lidt.

Men så en dag inviterede hun ham hjem. Hygge på terrassen. Sol og varme. Hjemmebag. Blomster. Alt var så dejligt. Men så skete det. Hun sagde: Ja, hvis vi nu skal tale om vores liv med hinanden, hvor skal vi så egentlig begynde? Da jeg var 3 måneder, 5 år, 12 år?

Han nåede ikke at svare, som han ‘plejede’, for så hørte han ligesom en stemme indeni hovedet: Mikkel, det er nu, du skal være vis. To gange blev det ‘sagt’. I stedet for at gå ad vejen med argumenter og arbejdet mod uretfærdighed, svarede han: Ja, hvor skal vi egentlig begynde?

Hans indre vrede var væk. Overgivet til Jesus. Og Mikkel ved, at nu vil deres relation aldrig gå galt mere, for han ved, at han sammen med Jesus kan rumme sin datter.

“Bliv ikke vred, lad din harme fare, far ikke op, det bringer kun ulykke” (Sl 37,8).

(Mikkel er ikke hans rigtige navn)