At være sammen med ham

Med Gud ind i en svær relation

Gud.
Gud vær her i denne svære relation.
Gud, tak at du er her lige nu.

“Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!”
Tak, min kære Gud, at det er dig, der er min glæde! Så jeg fyldes af glæde hos dig – og ikke er afhængig af, hvordan det går i denne relation for at være glad. Fordi jeg også kan træde ind i samværet fyldt af din glæde – og ja, det er bare et overskud at komme med.

“Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær.”
Jesus, lad din tilstedeværelse fylde mit udtryk. Når jeg er sammen med ham/hende, hvor det menneskeligt set er så svært – så fyld du mig med dig.

“Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.”
Ok, Gud. Tak. Tak for denne relation. Tak for dette dyrebare menneske, som du elsker. Tak, at du har ladet denne person blive en del af mit liv – jeg er sikker på, at du har et rigere formål, end jeg har øje for. Og jeg er sikker på, at du – i endnu højere grad end jeg – ønsker, at han/hun skal lære dig at kende. Det er det, jeg ønsker. Så din rige mildhed må være imellem os. Lad mig altid møde ham/hende med taknemmelighed over at han/hun er.

“Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”
Tak, kære Jesus. Her er jeg, overgivet til dig. Lad mit hjerte overfor ham/hende altid være fra stedet, hvor mit hjerte og mine tanker er i dig!

Fil 4,4-7.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *