Stilhed for hans ansigt

Morgen. Stilhed. Alene sammen med ham.

Jeg trænger det – hver morgen. Jeg længes efter ham – hver morgen.

Fællesskab med mennesker er en rig velsignelse! Jeg elsker at være sammen. Jeg elsker interaktionen. Jeg elsker at høre til, dele, lytte, være sammen. Er taknemmelig for alle gode stunder med hinanden.

Og så trænger jeg igen til at komme ‘hjem’ og blive fyldt op af ham. Nogle gange oplever jeg, at jeg i meget stærk grad længes efter stilheden med ham efter al det glædesfyldte med hinanden.

Så jeg relaterer til David: “Jeg siger til Herren: ‘Du er min herre, ingen anden end du er min lykke’ “ (Sl 16,2).

Ja, det er ham, jeg står med og fyldes af. Han er min lykke – og den rige velsignelse med alle de dejlige mennesker i mit liv er en gave fra ham.

Dybden af det mærker jeg også i form af fravær af: Jeg er ikke bange for, at fællesskabet med mennesker stopper – for det er jo gaver fra ham, og han vil altid tage ansvar for at mætte mig – også med fællesskaber. Jeg fyldes ikke af tomhed på den anden side af et fællesskab med mennesker – for det er Gud, som fylder pladsen, hvor mit hjerte ellers ville være tomt. Fællesskaberne er ikke den egentlige kilde til min glæde – og derfor bliver perspektiverne på smerte i sammenhæng med fællesskaber også et andet.

Så mine samlende ord vil være noget a la: Lad Gud være din lykke! Så står du på noget robust, der ikke er flygtigt, altid elsket. Og tag så imod fællesskaberne som en gave fra ham – og overgiv dig-selv-i-fællesskaberne til ham.