Lovsang i natten

Jeg glædede mit til turen til bjerghytten i 3.657 m højde. Guds egen storslåethed giver hver gang genklang i mit hjerte, når jeg er i bjergene, ser den evige sne, ser lyset fra sol og måne få det hele til at stråle. Hytten er så hyggelig, der er hver gang spændende møder med mennesker, maden er god. Hele oplevelsen er bare særlig.

Og så er der natten. Jeg læner mig op ad klaustrofobi. Et lille værelse, lille vindue, ti mennesker i to lag. Vi har hver gang fået pladser i ‘underkøjen’.

Natten før mærkede jeg udfordringen. Uro. Magtede jeg det? I en vidunderlig morgenstund med Gud på afgangsdagen til toppen, fik Gud det hele. Og han gav mig løftet: “I fred kan jeg lægge mig og sove, for kun du, Herre, lader mig bo i tryghed” (Sl 4,9). Det blev så tydeligt for mig: Han er min tryghed! Han er nok! Hans løfte svøbte sig om mig, som en vidunderlig fred: Jeg ville sove den følgende nat.

Så dagen var bekymringsløs, fri for tanker om underkøje og natteuro. Glad og i ro lagde jeg mig om aftenen. Ingen fornemmelse af ‘klaus’ eller kamp for at undertrykke ‘panik’. Men – jeg sov ikke – ret meget.

Jeg mærkede et øjebliks skuffelse over Gud: Gud, jeg troede, at du også ville lade mig sove? Men – jeg ved jo, og det blev understreget af mange dagen efter: Ikke mange sover ret meget i den højde de første nætter. Kroppen mærker det lave iltindhold, og det tager tid at vænne sig til.

Men til trods for den ringe søvn, var natten okay. To gange mærkede jeg svagt panikken over, om jeg blev ved at magte hvileløsheden… Men hver gang kunne jeg læne mig ind til HAM! Med tak og ja, jeg sang nogle sange indeni – og min sjæl fandt hvilen hos ham.

TAK! Gud! Min far. Måske var det en vigtigere gave fra dig til mig – end søvnen…

Og læs så dette – og tag det med i dit liv – til nætterne, hvor søvnen af en eller anden grund viger, panikken over hvileløsheden og din magtesløshed stiger der i mørket: Gud har noget værdifuldt til dig – også i den nat!

“Min sjæl mættes som af fede retter,
og min mund lovpriser dig med jublende læber,
når jeg på mit leje husker dig
og tænker på dig i nattetimerne.”
(Sl 63,6-7)

Skrevet af David – da han var i Judas ørken. Ikke et nemt sted. Ikke en nem situation. Men lige der lænede han sig ind til Gud i lovprisning – og Gud mættede ham!

Gud vil mætte dig med sig selv. Også i dine mørke nætter.

Tilføjelse: For mig har det været en proces – dette var tredje besøg i den hytte – og det er gået bedre for hver gang. Gud tager os ofte igennem processer…