Tryg i det du ikke kan forklare
Der er ikke noget mirakuløst over det, du kan forklare.
Vi behersker det, vi kan forklare. Og vi søger at forklare, så vi kan være i kontrol. Det føles trygt at være i kontrol.
Men – måske er miraklet større?
Åh ja! Når jeg oplever Guds mirakler i mit liv – så er det meget større. Uforklarligt. Det var overhovedet ikke mig, der var i kontrol. Det er øjeblikke fuld af jubel over HAM. Fuld af glæde over hans omsorg. Fuld af fred og tryghed i forhold til ALT i mit liv.
Stedet, hvor jeg har overgivet mig. Stedet, hvor jeg ikke behøver at forstå eller kunne forklare. Stedet, hvor jeg ikke behøver at være i kontrol – for det er HAN!
“For kun du, Herre, lader mig bo i tryghed” (Sl 4,9).
Her konfronteres min utryghed. Jeg spørger mig selv: Er det virkelig sandt for mig, at det er Jesus, der er min tryghed? Eller – er det alt muligt andet? Alt det, som jeg er i kontrol over?
Jeg ønsker, at det skal være sandt, at det virkelig er HAM! Og når jeg mærker min utryghed, så læner jeg mig (igen) ind i løftet – ind i hans arme – giver slip. Slip på forklaringerne, forståelsen, kontrollen – så jeg har hænderne fri til at gribe HAM.
… og modtage miraklet!