Gud hører bøn – jeg jubler over Herren
“Ja, jeg er Herren deres Gud,
jeg vil bønhøre dem.
Efraim skal blive som helte,
deres hjerte glædes som af vin.
Deres sønner skal se det og glædes,
deres hjerte skal juble over Herren.
Jeg fløjter af dem og samlet dem,
jeg befrier dem.”
(Zak 10,6-8)
Gud er min Gud. Gud vil bønhøre mig – som Gud – det vil sige ud over, hvad jeg kender til eller forstår.
Når han bønhører mig – så sejrer jeg! Wau, jeg bliver som en helt – for noget han gør i og for mig. Ja, han befrier mig fra det, som er for stort og tungt og svært og umuligt for mig.
Og så lægger jeg særligt mærke til ordene: “deres hjerte skal juble over Herren.” Jeg jubler ikke bare over det, Gud gør – jeg jubler over HAM! Og det er en jubel, som er større end omstændighederne.
Ja, det er en jubel, som jeg kan have i sammenhæng med min bøn – fordi bøn ikke bare er at få noget, jeg beder om – bøn er samvær med Jesus. Ja, det er det faktisk først og fremmest. Når jeg i min bønnestund mærker hans nærhed, og at han er til stede i mit liv – så er det den allerstærkeste bønhørelse – og mit hjerte jubler over ham.
Herfra – så kan jeg møde mit liv. Ja, jeg er fyldt med forvisningen om, at alt i mit liv – det har han hånd om. … Og jeg jubler over ham!