Du må gå indenfor – for at forstå
“Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser” (Mark 4,11).
Nej, du kan ikke stå ‘udenfor’ og forstå åndelige ting. Som disciplene – ‘jer’ – så må du være sammen med Jesus for at forstå åndelige ting.
Nogle gange stod selv Jesus’ familie ‘udenfor’. “Så kom han hjem, og der samledes igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at spise. Og da hans slægtninge hørte det, gik de hen for at få fat i ham, for de mente, at han var ude af sig selv” (Mark 3,20-21). Måske under dække af ‘omsorg’, men i virkeligheden satte de sig over det, Jesus gjorde, og dømte ham – i stedet for at lytte til Guds stemme.
Historien fortsætter: “Så kom Jesu mor og hans brødre, og de sendte nogle ind til ham for at hente ham, men selv blev de stående udenfor” (vers 31) – ironisk, som et lille ordspil – så blev de ‘udenfor’.
Jesus går ikke med ud. I stedet bruger han anledningen til at fortælle, hvad en virkelig relation med ham handler om: “Men han svarede dem: ‘Hvem er min mor og mine brødre?’ Og han så rundt på dem, der sad omkring ham, og han sagde: ‘Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor’ “ (vers 33-35).
Det er, når vi går med på og gør det, som Jesus siger – at vi forstår. Så forbindes vi i en dybere relation. Og så forstår vi endnu mere. Og relationen bliver endnu dybere.
Det er overgivelse. At du lægger dit eget til side og lytter til hans. Går med ham – også når du ikke forstår det – og så kommer forståelsen senere. Og din relation til Jesus bliver dybere.