Når du ikke ser forskellen på 1 og 7.000

Det sker for os, at vi bliver nedbøjede over, at vi er alene om det.

Alene om opgaverne. Alene om at række ud. Alene i troen. Alene – ingen kommer til det, vi inviterer til. Alene.

Elias oplevede det sådan. “Jeg er den eneste, der er tilbage” (1 Kong 19,10). Den stakkels trætte profet kunne ikke mere. Han havde allerede gjort alt. Han brændte af nidkærhed for Gud, men hvad hjalp det, når han var midt iblandt alle de ugudelige, som havde svigtet Gud?

Gud. Gud i stilheden. Gud i en sagte susen.

Gud mindede ikke engang Elias om, at GUD lige havde gjort en masse på Karmels bjerg. Gud mindede ham heller ikke om hans forunderlige ledelse i fortiden. Gud sendte ham tilbage. Tilbage til fremtiden.

“Vend tilbage ad vejen gennem ørkenen…” (vers 15). Og Gud fortalte ham, hvad han nu skulle gøre. Og så sagde Gud: “Jeg vil lade syv tusind blive tilbage i Israel, alle dem, der ikke har bøjet knæ for Ba’al, og hvis mund ikke har kysset ham” (vers 18).

Gud sender dig fra dit modløshedens øjeblik – tilbage til den opgave, han har kaldet dig til. Han vil også lede dig i det, du skal gøre. Og han har mange andre i sin tjeneste. Han ved, hvem de er – du er ikke alene. Han skal nok koble dig med dem til sin tid.

Han sender. Han er med dig. Du er aldrig alene.