Når Gud kalder – så åbenbarer han sig

Der var vist ikke mange, der lyttede til Gud… Så efterhånden sagde han også mindre… “På den tid lød Herrens ord sjældent, og syner var ikke almindelige” (1 Sam 3,1).

På det tidspunkt kaldte man en profet en seer (1 Sam 9,9), men lige nu så ingen ret meget. Og det understreges i beretningen: “Eli lå og sov, hvor han plejede; hans øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunne se. Guds lampe var endnu ikke slukket, og Samuel sov i Herrens tempel, hvor Guds ark stod” (1 Sam 3,2-3).

Den gamle præst sov… Den unge Samuel sov også – men uden at vide det, var han tæt på Gud… Og Guds lampe var endnu ikke slukket…

Som Samuel lå der i templet, hvor Guds ark stod – “Da kaldte Herren på Samuel, som svarede ja” (vers 4). I første omgang troede Samuel dog, at det var Eli, der kaldte – han kendte jo endnu ikke Herrens stemme – men Eli var, anden gang Samuel kom, blevet så vågen, at han forstod, at det var Herren.

Og Samuel svarede: “Tal, din tjener hører!” (vers 10).

Og det gjorde Gud. Og det blev Gud ved med.

“Samuel voksede op, og Herren var med ham og lod ikke et eneste af sine ord falde til jorden.  Og hele Israel fra Dan til Be’ersheba forstod, at det var betroet Samuel at være profet for Herren.  Herren blev ved med at vise sig i Shilo, for dér åbenbarede Herren sig for Samuel gennem sit ord. Og Samuels ord nåede ud til hele Israel” (1 Sam 3,19-4,1).

Samuel ville Gud, og Gud havde et kald til Samuel. Gud åbnede menneskers sind, så de forstod, at Samuel var kaldet af Gud. Og Gud blev med at give sit ord til Samuel, og Samuel gav ordet videre.

Lyt du til Guds ord. Lyt til Guds kald til dig. Gud vil åbne vejen for dig. Gud vil blive ved med at åbenbare sig for dig gennem sit ord. Giv det videre.