Nej, det er ikke absurd – det er Gud!
En mand har netop været besat af dæmoner, men nu har han mødt Jesus og er blevet sat fri. Ét møde med Jesus – og Jesus sender ham ud som missionær med ordene: “Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig” (Mark 5,19).
Tolv mænd var sammen med Jesus i 3½ år i Israel. Reduceret til 11 siger Jesus til dem: “I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende” (ApG 1,8).
Nej, det er ikke for stort eller for svært – for det er Gud, der sender os!
Og han sender dig med dit vidnesbyrd, med dine erfaringer, med det han har givet dig.
Og tænk – det kan få en effekt – lige til jordens ende! Langt ud over, hvad du kan forestille dig!
For – det er Gud, Helligånden, der inspirerer og bruger dig.
Du er sammen med “Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår” (Ef 3,20).
Du er velsignet – del det, du har fået!