En bøn til min Herre Jesus
Officeren havde lagt sin sag frem for Jesus.
Og han sagde: “Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag” (Matt 8,8).
En fantastisk bøn for mig.
Jesus, jeg kommer til dig – ikke fordi jeg er noget. Jesus, det er ikke, fordi jeg er god, at du skal svare min bøn. Jesus, jeg kommer ikke, fordi jeg fortjener noget eller har gjort mig udmærket på en eller anden måde.
Jesus, jeg er ringe. Men du er Herre.
Du har valgt mig. Ja, du elsker mig uendeligt. Du tager ansvar for min frelse. Du ønsker at gøre godt i mit liv. … Alt dette bor i dig! Uanset at jeg er ringe…
Herre, jeg beder bare om dig! Om at din nåde må gennemskylle mit liv. Om at din kærlighed må lægge sig om alt i mit liv.
Herre, jeg beder dig bare om at tage det ansvar, som er dit: At elske mig! At elske mig til forvandling – det kan bare du!
Herre, elskede Herre Jesus! Jeg elsker, at du er min herre. Jeg bøjer mig i kærligheden, der strømmer taknemmeligt ud til stedet, hvor du er. Jeg kan ikke andet. Jeg ønsker ikke andet.
Vær min Herre, elskede Jesus. I alt. Jeg tror!
(Andagtsstykkerne fra 25/6-1/7 er med afsæt i beretningen i Matt 8,5-13)