Han ved, at vi var uvidende
Mennesker blev omvendt i tusindtal efter pinsen. Det var mennesker, som fik øjnene op for, at Guds sandhed var noget andet, end de troede. Sandheden om at Jesus var Messias.
Peter sagde: “Vel ved jeg, brødre, at I har handlet i uvidenhed ligesom jeres ledere” (ApG 3,17).
Og videre: “Derfor skal I omvende jer og vende om, for at jeres synder kan blive slettet ud” (vers 19).
Uvidende… kære Jesus, er der noget, du gerne vil vise mig… noget jeg ikke ved om dig… om mig… om livet… hvor jeg skal gøre anderledes? Åh, Jesus, vis mig det… jeg vil gerne så tæt på dig, som muligt… Kende dig! Virkeligt! Leve det liv, du har skabt mig til.
“I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys” (1 Pet 2,9).
Jeg elsker lyset, Jesus, jeg ønsker mere lys, mere dig. Oplys alt i mig så der ikke er nogle mørke hjørner i mit liv.