Ordsprog fra mit hjerte til dig
Det er morgen. Jeg sidder og spiser. Bibelen ligger åben. Jeg har bladet lidt, og Gud har i dag rørt mit hjerte med understregninger, som jeg har lavet tidligere.
Lige nu ligger Bibelen åben på Ordsprogenes Bog kapitel 16, 17 og 18. Og lad mig dele nogle – fra Guds ord gennem mit hjerte til dig! Og må Gud røre dit hjerte, ligesom han har rørt mit.
“Menneskets hjerte udtænker dets vej, men Herren styrer dets skridt” (Ord 16,9). Vær ikke i tvivl om at Gud vil lede dig! Udover hvad du forstår og kan planlægge.
“Lykkelig den, der stoler på Herren!” (Ord 16,20). Du kan være tryg og glad! Herrens hænder er omkring dit liv! I det, du står lige nu, stol på Gud – han er stor nok til at rumme dig og dit!
“Herrens navn er et fæstningstårn, den retfærdige løber ind i det og er i sikkerhed” (Ord 18,10). Hos ham kan du være sikker! Løb til ham – med alt – og find din hvile hos ham.
“Glad hjerte giver godt helbred” (Ord 17,22). Gud vil velsigne dig med glæde og godt helbred! Styrke til denne dag.