At være ydmyg og højt elsket

Lad os begynde med hvad ‘ydmyg’ ikke er: Det er ikke at være ingenting værd. Og ‘hjælpeløs’ er heller ikke bare, at man ikke kan noget.

Vi skal til Sefanias’ Bog igen – i går kiggede vi på forvandlingen fra stolt til ydmyg.

Gud siger: “Søg Herren, alle landets ydmyge, I som handler efter hans bud. Søg retfærdighed, søg ydmyghed, måske finder I ly på Herrens dag” (Sef 2,3).

Og Gud siger: “Men jeg lader dig beholde en rest, et hjælpeløst og svagt folk; Israels rest stoler på Herrens navn” (Sef 3,12).

Så her har vi Guds folk: De ydmyge, de hjælpeløse, de svage. De søger Gud, og de stoler på Gud.

Om dem siger Gud også: “Herren din Gud er hos dig, helten, der bringer frelse. Han fryder sig i glæde over dig og viser dig sin kærlighed på ny. Han jubler over dig med fryd som på festens dag” (vers 17).

Jeg kan mærke det indeni: Jeg har stor betydning! Gud fryder sig i glæde over mig! Han elsker mig! Han jubler over mig! Jeg har en enorm betydning. Han er min helt. Han har bragt mig frelse.

Jeg er noget… for jeg er elsket… og jeg er hans… Jeg jubler… Jeg er så glad!

Der kan jeg være sandt ydmyg, hjælpeløs og svag… Og det betyder ikke noget… Derfor er jeg i virkeligheden stærk…

Ja, for jeg stoler på ham! Og – det er ham, det handler om!

Du Guds svage lille elskede! Du betyder så meget! Og sammen med ham er du uovervindelig stærk!