Jeg lever, fordi du lever
“I ser mig, for jeg lever, og I skal leve” (Joh 14,19).
Jesus, Jesus, tak fordi du opstod og lever lige nu. Du er – ja, ikke bare som en ukendt derude – men du er – og er vildt interesseret i mig! I mit liv – ja, i at jeg skal leve!
Tak, at du gav mig livet… dengang…
Tak, at du giver mig livet i dag. Evnen til at glædes. Evnen til at gå de svære skridt. Evnen til at mærke dit liv.
Jeg overgiver mig til det liv, du giver mig. Nu. Livet nu, altså. Men jeg overgiver mig også til livet, der kommer. Det evige. Sammen med dig, der, hvor du er. Wau, det er virkelig at leve!
Der er så meget mening med mit liv… Fordi det er fra og med dig. Fordi det på den måde aldrig stopper…
Heller ikke, hvis jeg må lukke mine øjne i dødens milde søvn…
… for du stod op af graven! Og det skal jeg også!
Jeg hører dine ord – de lever i mit hjerte: I skal leve!
Nu – og for evigt!
Tak, Jesus – modtag min jubel!
