Gud fyldte mig med tilgivelse

I det øjeblik havde jeg mest lyst til afstand. Afvist. Det respekterede jeg.

Som altid havde jeg min andagt. Og Gud tog mig ind i nådens rigdom: “I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde” (Ef 1,7). “Han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus” (Ef 2,6-7).

Hans nåede gennemstrømmede mig. Rig nåde, ja, en overstrømmende rig nåde. Jeg stoppede op i tanken, smagte på ordet ‘overstrømmende’. Det er dejligt at tage ind, hvile i, lade sig omslutte af. Guds kærlighed til mig, som ikke fortjener.

Da jeg senere mødte ordene fra en anden: Undskyld. Jeg er ked af, at jeg handlede på den måde, så vidste jeg i mit indre, at jeg måtte tilgive, ligesom jeg var tilgivet. Guds overstrømmende nåde var i mig og kom ud af mig. Kærlighed.

Og jeg takkede Gud for, at han havde forberedt mit hjerte. Jeg takkede Gud for, at han først havde tilgivet mig.