Lykkelig – fordi jeg stoler på ham
Ja, sådan står det.
Og jeg siger: “Hærskarers Herre, lykkeligt det menneske, der stoler på dig!” (Sl 84,13)
Ja, Gud… når jeg vågner om morgenen, og måske er lidt ør over alt det, jeg skal i dag. Men så stoler jeg på dig. Et øjeblik ad gangen. Bekymringen letter. Jeg hviler i det – selvom jeg har travlt – men så hviler jeg i, at du nok vil hjælpe mig. Skridt for skridt.
Du hjælper mig i det, der ser håbløst ud i øjeblikket. Du løfter mit blik, og jeg ser dig, som jeg kan give mit håbløse. Så du tager dig af det. Jeg hører din stille stemme indeni: Stoler du på mig? Ja, Far, det gør jeg. Så lige nu giver jeg slip på det håbløse. Og stoler på dig. Og jeg mærker glæden…
Åh, dine velsignelser er så mange. Jeg elsker, når du giver mig et bønnesvar. Eller når du kobler mig med et menneske. Eller når jeg åbner dit ord, og det er som om, at du taler lige til mig. Tak, kære Far. Det er alt sammen en særlig lykke!
Ja, Far, når jeg stoler på dig, så er jeg lykkelig! Og – du giver mig så meget, at jeg det meste af tiden ser, at der også er grund til det! Tak! Og tak, at du hjælper mig der, hvor jeg ikke ser…