Dø – for at opstå til fuldt liv

Jesus døde for at give liv. Det var påsken. Ånden kom i fuldt mål for at gøre Jesus levende for og i os. Det manifesterede sig i pinsen.

Påsken var dødens dåb – den gik Jesus igennem; alene. Pinsen var Åndens dåb – den fik de troende; sammen.

På korset blev Jesus’ legeme brudt. Ved pinsen blev Jesus’ legeme, menigheden født.

De to begivenheder hænger sammen.

Og det gør de også i den troendes liv. For vi må dø – for at få fuldt liv.

“Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død” (Rom 6,4). “Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer” (Rom 8,11).

Hvis jeg vil fylde det hele, så er der ikke plads til Jesus. Mit eget må dø, så jeg kan leve med Kristus – så der er plads til ham i mit liv.

Gud gør det. En anden fører mig i dåben – ja, det bygger på et ‘allerede’: “Vi ved, at vort gamle legeme er blevet korsfæstet med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden” (Rom 6,6). Det er sket! Jeg kan blot læne mig ind i, hvile i og tage imod, at Jesus døde for mig!

Og Ånden er aktiv i mit liv! “I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse – i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd” (Ef 1,13). Jeg skal blot overgive mig til Helligåndens ledelse i mit liv: “For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn” (Rom 8,14).