Prioritér som en åndelig topatlet

Jeg hørte et interview med nogle topatleter. Det gjaldt det kommende OL. Om at vinde. Om at være i sin bedste form. Og om at nå sin mål.

Det krævede intet mindre, end at alt i deres liv drejede sig om det mål: De rigtige træningspas på de rigtige tidspunkter, den rigtige mad og ordentlig søvn. Flere af dem havde ikke kærester, fordi de udelukkende havde brug for at koncentrere sig om deres egne liv. En sagde, at hun kun valgte at være i de relationer, som bidrog positivt og løftede hende op. En anden – tidligere atlet – kunne fortælle, hvor meget familiens totale støtte og opbakning havde betydet, og at de var klar til at være i de afsavn, som atletens prioriteter medførte.

For ligesom tilvalg var der fravalg. Fødselsdage, bryllupper, højtidsmiddage og andet, som der blev sagt nej til. Og når der blev deltaget, kom atleten måske senere eller gik før eller spiste noget andet.

Det gjorde indtryk at høre. Ikke fordi det var nyt eller ukendt, men bare fordi det virker stærkt med en så totalt målrettethed. Prisen er høj. For høj? Er det det værd?

Måske har du for længst gættet, at jeg kom til at tænke på Paulus’ ord: “Når der er løb på et stadion, så løber alle deltagerne, men der er kun én, der vinder guld. I skal sørge for at løbe, så det bliver jer, der vinder. Idrætsfolk sætter alt andet til side for at komme på førstepladsen. Deres sejrskrans visner, men den, vi får, varer evigt. Jeg løber direkte mod målet og bokser ikke planløst i luften. Jeg træner min krop hårdt og gør den til min slave. Det skulle jo nødig ende med, at jeg, der har fortalt andre om Jesus, selv falder igennem (1 Kor 9,24-27).”

Jo, jeg tænker over mine daglige prioriteter: Jeg vil Gud. Mit mål for i år er at kende ham bedre, når året er omme, end da året begyndte. Det har været mit mål i mange år. Det er bare det vigtigste. Der er så meget godt og hyggeligt, som jeg sagtens kunne bruge masser af tid på – men må Gud hjælpe mig til, at det altid bliver underordnet, at der er tid til det vigtigste.