Gud kan få det bedste ud af alting
I dit liv? Ja!
“Og vi ved, at Gud kan få det bedste ud af alting, når det gælder dem, der elsker ham” (Rom 8,28).
Fortæl ham det… at du er blevet syg, at det er vanskeligt med dine forældre, søskende, børn, mand eller kone, at du er træt, at pengene knapt rækker til, at du er blevet fyret…
Ja, eller bare at du var så utålmodig i morges, at køkkenet sejler, at du hang for længe oppe i aftes, at du har glemt at købe wc-papir…
Er Gud interesseret i wc-papir? Du, det har jeg faktisk aldrig tænkt over før – men nu kom jeg til at skrive det, og så måtte jeg stille mig selv spørgsmålet: Er Gud interesseret i, om jeg har glemt at købe wc-papir?
Det var ikke svært at svare på: Ja, det er han. JA! Ja – og jeg bliver så uendelig glad; fyldt af jubel indeni!
Gud er interesseret i, når du har glemt at købe wc-papir! Han ved godt, at når du glemte at købe det, så er det fordi, at du er træt. At du tænkte på din dreng, der bliver mobbet i skolen. At nu skælder andre i familien dig ud. At du ikke orker flere madpakker, opvaske, og at nålen på vægten stiger.
Gud ved. Gud elsker dig. Intet er for småt for ham. Intet er for stort for ham.
“Og vi ved, at Gud kan få det bedste ud af alting.”
Åh, Gud, tak! Tak, at du vil være med mig i alt i mit liv. Helt ærligt – jeg har brug for dig! Tak! Tak! Gør det bedste i mit liv i dag!
(Bibeltekst fra Bibelen på hverdagsdansk)