Ud af din comfortzone – vil du?
Træls. Ydmygende måske.
Man kan snildt forstille sig den bølge af ulyst, som har skyllet igennem Peter, da Jesus sendte Peter ud at fiske igen. Han vidste, at man fisker i Genesaret Sø om natten, og det havde netop ikke virket. Træt og modløs var han. Ingen fiskede om dagen – han ville ligne et fjols.
Sådan. Nu skal du ud af din comfortzone! Jesus kalder.
For mig kan jeg også mærke invitationen til at komme ‘længere ud’, end jeg ‘plejer’: “Læg ud på dybet,” sagde Jesus, “og kast jeres garn ud til fangst!” (Luk 5,4).
Ud af min comfortzone. Ud på dybet. Derud, hvor jeg ikke kan kontrollere tingene. Stedet, hvor jeg ikke kan bunde. Tidspunktet, som virker forkert. Midt i min mangel på energi og overskud. Der hvor jeg er modløs. Noget som slet ikke giver mening i mit hoved.
Der, lige der skete det!
” ‘På dit ord, vil jeg kaste garnene ud.’ Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges” (vers 6).
‘På dit ord’ Jesus – giv mig nåde til bare at gøre det. Lær mig at lytte. Jeg lægger mig og min comfortzone i dine hænder…