I morgen er pludselig i går

Overskriften er i virkeligheden noget sludder – men det er lige præcis sådan, det så ofte føles – og jeg tænker, at du ved, hvad jeg mener…

Lige for lidt siden glædede vi os til julen – og nu er den allerede blevet til historie.

Jeg husker, da jeg var barn: Alle de spændende pakker, det smukke papir og fine bånd, nysgerrigheden der næsten ikke kunne være inden i mig: Hvad var der mon i pakkerne?

Og så – dagen efter – så var det fine gavepapir bare i en sæk… Og gaverne var helt almindelige ting i en lille stak… Ingen spænding mere… Ingenting at glæde sig til…

Ja, og når så gæsterne rejste, latteren var mere dæmpet i stuerne, talen kun mellem os der boede der… det var faktisk vemodigt. Og nu var der bare så lang tid til, det var jul igen…

Som voksen: Tiden går stærkt! Vi ved det. Og vi ved også, at det eneste øjeblik vi egentlig har, det er nu! Vi husker nok det i går. Og vi kan forestille os det i morgen. Men – det er NU – vi lever. Og det er kun dette NU – vi skal vælge at bruge – godt!

Vil du høre en hemmelighed: Jeg sidder med fødderne i fodbad lige nu. Åh, det er så skønt. Jeg var ellers ikke helt sikker på, at jeg gad… Men – så tænkte jeg: Det ville være ærgerligt, hvis livet går, uden jeg har taget de gode fodbade… og jeg nyder det jo hver gang… NU!

Jesus, hvad vil du sige til mig NU? Tak, at jeg kan tænke på, at du var med mig i går! Og tak, at jeg ved, at du kender i morgen og vil være med mig! Og så tusind tusind tak, at du er her lige NU! Jeg vil faktisk ikke vente til i morgen med at være sammen med dig… jeg vil lytte til dig: NU!

“Men alle, der søger dig,
skal fryde og glæde sig over dig;
de, der elsker din frelse,
skal altid sige: Herren er stor!”
(Sl 40,17)