Læg det som presser dig ud foran Herren
Måske var du med i går, da kong Hizkija fik bud fra Herren gennem Esajas, at Gud ville tage sig af modstanderen, assyrerkongen Sankerib.
Og, som Gud havde sagt, så skete der noget, der fik Sankerib til at tage hjem – Nubiens konge var nemlig på vej for at angribe Assyrien. Men Sankerib sendte så lige et bud af sted med et brev til Hizkija, hvor han bl.a. skriver: “Dette skal I sige til Judas konge Hizkija: Lad ikke din Gud, som du stoler på, forføre dig, så du siger: Jerusalem bliver ikke givet i Assyriens konges hænder. Du må have hørt, hvordan Assyriens konger har lagt band på alle landene. Skulle du blive reddet?” (2 Kong 19,10-11).
Og jeg elsker at læse, hvad Hizkija gør nu: “Da Hizkija havde modtaget brevet af sendebudene og havde læst det, gik han op i Herrens tempel og bredte det ud for Herrens ansigt” (vers 14). Dette taler virkelig meget til mit hjerte: Læg alt ud for Herren!
Hizkuja bad så. Med fokus på hvor stor Gud er. I erkendelse af at assyrerne virkelig havde underlagt sig alle lande. Men også i erkendelsen af at Gud er meget større!
Meget større end hvert eneste problem vi måtte møde! Det kan være sandt, at vi intet magter eller formår – at vi står over for en ‘overmagt’ på alle måder. Men – Gud er større!
Så vi kan sige med Hizkija: “Herre vor Gud, frels os fra ham” – eller fra det, du står i – “så alle kongeriger på jorden kan vide, at du, Herre, er den eneste Gud” (vers 19) – ja, må alt i dit og mit liv være til Guds ære! Må det, som sker i vores liv vidne om, at Gud er! Og at Gud interesserer sig for sine børn!
Og Gud svarede Hizkija: “Jeg beskytter denne by og frelser den” (vers 34). Det er også Gud, som beskytter og frelser dig! Du Guds elskede – du kan være tryg!