Kong Hizkija stolede på Herren
Måske var du med i går, da vi så på, hvor hårdt assyrerkongen Sankerib pressede Hizkija og hans folk, og hvordan kommandanten hånede dem og sagde, at de ikke skulle stole på Gud.
Da Hizkija hørte hånen fra kommandanten, “flængede han sine klæder, klædte sig i sæk og gik ind i Herrens tempel,” og så sendte han bud til profeten Esajas: “Måske har Herren din Gud hørt alt, hvad kommandanten har sagt. Hans herre, Assyriens konge, sendte ham for at spotte den levende Gud; men Herren din Gud skal straffe ham for de ord, Herren din Gud har hørt. Nu skal du rette en bøn til ham for den rest, der er tilbage” (2 Kong 19,1.4-5).
Og Gud havde hørt og set. Esajas sendte bud tilbage til Hizkija: “Dette siger Herren: Du skal ikke frygte for de ord, du har hørt assyrerkongens folk håne mig med. Jeg vil indgive ham en ånd, så han hører noget, der får ham til at vende tilbage til sit land. Så vil jeg lade ham falde for sværdet i hans eget land” (vers 6-7).
Kampen var Guds. Gud tog sig af det. Gud lod løsninger komme udefra, som hjalp Hizkija og folket.
Og det er den samme Gud, vi tjener nu. Ham, som ser dig og elsker dig højt. Også dine kampe vil han tage sig af. Frygt ikke – læn dig ind til Herren! Fortvivl ikke – giv ham alt dit!