Gud slap ikke en ond konge

Akab var en af Israels virkelig onde konger. Ja, der står: “Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham” (1 Kong 17,30). Men til trods for det slap Gud ham ikke.

Gud viste på Karmels bjerg, at han var Gud: “Da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, ja, selv vandet i renden slikkede den op. Da hele folket så det, kastede de sig ned og sagde: ‘Det er Herren, der er Gud!’ “ (1 Kong 18,38-39).

Og da Akab var i krig med aramæerkongen, sendte Gud en profet til Akab: “Da trådte en profet frem for Israels konge Akab og sagde: ‘Dette siger Herren: Ser du hele den store hær der? Den vil jeg i dag give i din hånd, så du forstår, at jeg er Herren’ “ (1 Kong 20,13).

Alligevel fortsatte Akab med ondt: “Aldrig har der været nogen, der som Akab solgte sig til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne; det var hans hustru Jezabel, der forførte ham til det” (2 Kong 21,25).

Og på det tidspunkt myrdede han en uskyldig mand, så han kunne få hans vingård. Da satte Gud foden ned og sagde, at nok var nok.

Nu skete der noget andet: “Da Akab hørte disse ord, flængede han sine klæder og tog sæk på kroppen og gav sig til at faste; han sov i sin sæk, og han gik nedtrykt omkring”(vers 27). Dette så Gud, og “da kom Herrens ord til tishbitten Elias: ‘Har du set, hvor Akab har ydmyget sig for mig? Nu, da han har ydmyget sig for mig, vil jeg ikke bringe ulykken over hans hus i hans egen levetid, men først i hans søns’ “ (vers 28-29).

Jeg ved ikke, hvor dyb Akabs ‘omvendelse’ var? Gud ved, hvad der til slut var i den mands hjerte. Men jeg ved, at Gud ikke gerne slipper mennesker – heller ikke dem, der er imod ham. Han bliver ved med at banke på deres hjerter, for at lede dem til omvendelse.

Hvilken nåde! Hvilken kærlig Gud!