Gud tog en mørk skygge fra hendes barndom væk

Hun fortalte mig historien – miraklet – glæden.

Men den begyndte et mørkt sted. Barndommens lys – og mørke. Lyset, når børnene var alene hjemme med mor. Mørket når far kom hjem, og alting væltede.

Men historien blev ikke i barndommen. Den lå ligesom indeni hende. Ikke helt kendt. Ikke helt identificeret. En frygt. En frygt for at der skulle ske noget, der væltede al ting. En frygt for dem, der kunne komme og vælte alting.

Voksen. Mange år senere. Hun vidste pludselig hvor det kom fra. Koblede – og gav Gud det – lige der hvor frygten var.

Og Gud viste hende, at han var foran hende. Han lagde ligesom hænderne om det hele. Han tog det. Skyggen og mørket, der havde ulmet i hendes historie så længe, blev erstattet af lys og lethed: Af hans tilstedeværelse.

Er Gud ikke bare fantastisk! afsluttede hun sin historie.

Jo! Han er! Og glem aldrig: at hvor “synden blev større, er nåden blevet så meget desto større” (Rom 5,20). Gud kan også favne dit mørke med sin nåde! Intet mørke er for mørkt for Gud – Gud kan se igennem det, opløse det i dig, hele dig, tage det væk!

“Siger jeg: ‘Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig’,
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.”
(Sl 139,11-12)