Din tro kan blive en styrke for andre

Sådan var det med Debora. Hendes tro blev folkets styrke.

Situationen så ellers umulig ud. Kana’anæerkongen Jabin “havde undertrykt israelitterne med hård hånd i tyve år” – og det er længe! Og “Jabin havde ni hundrede jernvogne” – og det var meget! (Dom 4,3).

“Israelitterne råbte til Herren.” Og Herren talte til profetinden Debora – helt konkret kunne hun fortælle høvdingen Barak, at Gud sagde:

• Drag op på Taborbjerget
• Tag ti tusind mand af naftalitterne og zebulonitterne med dig

Og Gud fortsætter: “så skal jeg trække Jabins hærfører Sisera og hans vogne og hær hen til dig ved Kishonbækken og give ham i din hånd” (Dom 4,7).

Så: Gud ville gøre det, der så umuligt ud. På sin ‘sædvanlige’ Gud-måde: Gud sendte blot Barak ud med ti tusind mand – mod Jabins ni hundrede jernvogne og alle hans tropper! Ingen ville være i tvivl om, hvem der vandt den sejr!

Men – måske nagede tvivlen Barak lidt? Måske var han ikke så tæt på Gud, at han helt kunne tro? I al fald siger han til Debora: “Hvis du går med, vil jeg gå; men hvis ikke du går med, går jeg ikke” (Dom 4,8).

Og Debora svarer med det samme: “Jeg går med dig, men så får du ikke selv æren for din færd, for så giver Herren Sisera i hænderne på en kvinde” (vers 9). Det var vist meningen, at Barak skulle have gået selv – i tro. Nu bliver det i stedet en kvinde, Jael, Hebers kone, som dræber Sisera – blot med en hammer og en teltpløk (vers 21).

Historien kalder mig til hele tiden at øve mig i at tro – læne mig ind til Gud i småt og stort, turde tage skridt i tro, fordi jeg oplever Åndens tilskyndelse til det.

Og tænk – når vi vover at tro – så kan Gud bruge os til at åbne op for noget, der er større end os selv… Altid giver han os, for at vi skal være en velsignelse for andre!