Han løftede hendes hoved op

Det var en regntung morgen. Hun cyklede på vej til arbejde. Brillerne blev småvåde. Duggede. Det var mørkt. Med lidt lysflimmer fra gadelygter og andre trafikanter.

Nu var hun nået til det sidste sving, snart fremme. Hun ville lige give et ordentligt jok i pedalen – og så… Men lige som hun skulle til at jokke, oplyste en modkørende bil vejen foran hende: Der holdt en mørk, parkeret bil…

Reddet. Bevaret. Glæde fyldte hende. Hvor let kunne hun ikke med fuld kraft være baldret ind i den parkerede bil… Skader… på den… på hendes krop… Alvorlige skader var blevet afværget.

Da hun kom frem, fyldte dette vers hendes sind:

“Men du, Herre, er mit skjold,
min ære, den der løfter mit hoved.”
(Sl 3,4)

Så konkret var det for hende, at Gud virkelig var hendes skjold den morgen! Han havde løftet hendes hoved lige i rette tid til at se, og han havde fyldt hendes vej med lys nok til at se, hvad der var nødvendigt at se. Taknemmelighed fyldte hende. Hun følte sig elsket af ham.

Pris Gud for hans evige tilstedeværelse. For hans hjælp. For at han er med os i vores dagligdage – og det garanteret langt ud over, hvad vi er klar over. Læg dit liv i hans hænder lige nu – der er du tryg!