Dit eneste sikre fikspunkt i mørke og lidelse

Vi så i går på Jobs lidelser. Grufulde og ubærlige.

Men han gik igennem dem.

Han gik igennem dem med al den mentale smerte og kamp som følger med.

Og i alt det tabte han aldrig sit fokus på Gud af syne. Han siger:

“Dog ved jeg, at min løser lever,
til sidst skal han stå frem på jorden.
Når min hud er skrællet af,
når mit kød er tæret bort,
skal jeg skue Gud;
ham skal jeg skue,
ham og ingen anden skal mine øjne se.
Mit indre fortæres af længsel.”
(Job 19,25-27)

Job lagde sig i Guds arme. Job vidste, at når dette liv, denne jord en dag er overstået – så skal vi leve sammen med Gud, ansigt til ansigt – og det er stedet, som kun er godt! Og nogle af os må måske vente så længe på vores forløsning…

Men ikke Job. Han vidste det jo ikke midt i krisen. Men han kom til at opleve et ‘nyt’ liv allerede på denne jord. “Fra da af velsignede Herren Job mere, end han tidligere havde gjort” (Job 42,12).

Du, som kæmper; se også du på dit eneste sikre fikspunkt: Ham! Han evner allerede nu at løfte dit sind op over… Han har velsignelser til dig også på denne jord – uanset om det er ‘midt i’ eller ‘på den anden side’ af det, som er svært! Og en dag – en dag – er du sammen med ham det sted, hvor intet gør ondt mere!

“Kan du binde Syvstjernens bånd
eller løse Orions lænker?
Lader du Venus gå op til rette tid,
fører du Løven frem sammen med dens unger?”
(Job 38,31-32)

Hver gang at du ser på stjernerne – så vid – Gud er lige her! Og han har ikke sluppet noget som helst af det, han har skabt. Heller ikke dig og dit!