Stærk – fordi du læner dig op ad Gud

Åh, hvor jeg elsker dette vers: “Judæerne blev stærke, fordi de støttede sig til Herren, deres fædres Gud” (2 Krøn 13,18).

Når alt muligt stormer lige i mod os – hvis vi læner os op ad Gud – så finder vi styrken.

Situationen var krig. Og hvor ofte er der ikke krig mellem mennesker… Her – krig mellem Juda og Israel – de to grupper, som udgjorde det samlede Israel. Ja, “der var hele tiden krige mellem Rehabeam og Jeroboam,” (2 Krøn 12,15) – Rehabeam var konge for Juda og Jeroboam over Israel. Og da Rehabeam døde, blev Abija konge, og så står der: “Der blev krig mellem Abija og Jeroboam” (2 Krøn 13,2). Suk. Krigen fortsatte.

Og så tager vi indledningsverset engang mere – nu inkluderende sætningen lige op til, altså hele vers 18:

“Den gang bukkede israelitterne under, mens judæerne blev stærke, fordi de støttede sig til Herren, deres fædres Gud.”

Læner vi os op ad Herren, er sejren vores! Allerede inden kampen er kæmpet – for Gud er sejrherre. Og andre kan ikke stå sig mod ham.

Og så kan Gud tilmed lede os til et sted med fred – nu med Asa som konge, Abijas søn: “Der var ingen, der gik i krig mod ham i de år, for Herren havde skaffet ham fred” (2 Krøn 14,5).

Læn dig op ad Herren. Læn dig op ad Herren. Læn dig op ad Herren.

Lad ham tage sig af dine krige. Lad ham skaffe dig fred.