Når tiden er inde, og Gud befrier fra ondt

Tiden var inde. Der var gået lang tid, før den var inde. “Den tid, israelitterne boede i Egypten, var 430 år” (2 Mos 12,40). Det var en tid, som begyndte godt og endte rigtig skidt. Israelitterne kom til Egypten som Josefs kære familie og fik den bedste del af landet. De endte som slaver. Men deres skrig og suk nåede Guds ører.

Og nu var tiden inde for befrielse!

Farao nød at have slaver. Han gik ikke ind for at behandle dem ordentligt, han ville bare have mest muligt ud af dem. Han ville begrænse dem og holde dem nede. “De tvang dem til trællearbejde og gjorde livet surt for dem ved hårdt arbejde” (2 Mos 1,13-14). Og de ville tage livet af drengebørnene, for at der ikke skulle blive for mange af dem.

Ondt. Men nu konfronterede Gud Farao. Og det står således: “Men jeg vil gøre Faraos hjerte hårdt, og jeg vil gøre mange tegn og undere i Egypten” (2 Mos 7,3). Og det står også således: “Farao gjorde sig hård og ville ikke høre på dem” (vers 22).

Gud konfronterede. Farao stod imod og blev hård – og hårdere. Og fordi Farao blev hårdere og hårdere, så blev det værre og værre. Men det betød også, at en historie blev skrevet, hvor det blev tydeligere og tydeligere, hvor afsindig Farao var.

Hans hoffolk så det, som Farao ikke så: “Faraos hoffolk sagde til ham: ‘Hvor længe skal denne mand være en snare for os? Lad mændene gå, så de kan dyrke Herren deres Gud. Kan du stadig ikke indse, at Egypten går til grunde?’ “ (2 Mos 10,7).

Farao ville ikke se. Han ville ikke indse.

Måske arbejder Gud stadig på den måde… Når tiden er inde, så konfronterer han et menneske med dets onde handlinger. Men vil mennesket ikke høre, så bliver det en tid værre for alle omkring det. Og dette tjener til at gøre det tydeligt for alle, at ondt er ondt. Derefter kommer befrielsen.

Oplever du ondt… hav tillid til Gud: Han ved, hvornår tiden er inde!